det mobile bibliotek fra projekt læsning sundhed og kompetencer
Photo: Langeland Bibliotek

Projektet Læsning, Sundhed og Kompetencer arbejdede ud fra ideen om, at sundhed er mere end fravær af sygdom.

Livet skal give mening, man skal opleve sammenhæng, og livets genvordigheder skal kunne håndteres.

Det handler om at kunne magte tilværelsen, at have et godt netværk og at kunne forestille sig selv i nye sammenhænge. At have mod på livet og finde nye løsninger, også selvom vi alle ind imellem bliver udsat for verdens skub og skuffelser.

Her kan læsning være en måde at åbne for nye erkendelser, at lære nye tanker at kende og at finde vej til sig selv og andre. Samtidig er det kendt, at læsning også er vejen til uddannelse, ligesom vores moderne samfund er svært at klare uden at kunne læse.

Projekt Læsning, sundhed og kompetencer fik støtte fra det landsdækkende indsatsområde Danmark Læser. Formålet med kampagnen var at gøre en indsats for at nå nye målgrupper, sætte læsning i spil i andre og nye sammenhænge og gerne nå mennesker, der ikke læser eller ikke læser mere. Læs mere om Danmark Læser.

Projektet fungerede i et samarbejde mellem Langeland Bibliotek, Sundhedshuset og Kompetencecentret på Langeland.

Den første indsats blev i april 2015 lagt i kompetencecentret med en uges fokus på alle projektets tre "ben". På værkstedet havde kompetencecentret fremstillet et mobilt bibliotek, hvortil biblioteket leverede et udvalg af forskellige bøger. Et inspirerende og livsbekræftende foredrag med René Nielsen, der som ung mistede begge ben i en togulykke, fortalte hvordan man med ukuelighed og vilje alligevel kan komme videre med livet. Desuden blev der læst højt, talt om læseoplevelse og rundet af med et besøg og en rundvisning på biblioteket.

I uge 46 samme år fortsattes projektet i Sundhedshuset. Det mobile bibliotek fyldtes påny og flyttedes herhen. Der blev udarbejdet et spørgeskema til Sundhedshusets brugere og i forbindelse med denne uge var der et inspirerende foredrag: Torben Wieses "Bryd vanen og bøj fisken - og nå dine (sundheds)mål."

I november 2016 rundedes af med to store foredragsholdere: Lisbeth Zornig som fortalte om at være mønsterbryder og hvilke ressourcer, det kræver, samt Ole Sørensen, måske bedre kendt som Rebellen fra Langeland, som med udgangspunkt i sit anerkendende menneskesyn fortalte om "Ole Sørensens plan for 2026½"

Efterfølgenden kan vi se, at der nu mange steder i Danmark arbejdes med kombinationen af sundhed og et godt liv, så det er glædeligt at se, at vi havde fat i noget rigtigt med vores projekt.



Af: Vibeke Næsborg

Udgivet: Onsdag 21. oktober 2015 • Opdateret: Mandag 21. september 2020