Manden der bar solen
Kim anbefaler "Manden der bar solen" af Kristian Bang Foss
Vi er i et større landbrugssamfund i bronzealderens Nordvestjylland. Høvdingesønnen Raudon vender som ung mand hjem fra en opvækst hos en fosterfamilie i Centraleuropa. Udvekslingen af familiemedlemmer mellem stammer medfører også, at Raudons søster skal giftes ind i den pågældende europæiske stamme for at bevare fred og dermed den lukrative handel og udvekslingen af rav og bronze. Bronzen er af afgørende betydning for stammerne i nord. Solguden skal mildnes med offergaver, så livet kan bestå.
Da Raudon kommer tilbage til sin stamme, må han sande, at tvillingebroderen Hauhon – stik mod alle traditioner – er villig til at udfordre ham på, hvem der skal efterfølge faderen. Raudon er den førstefødte og derfor den naturlige efterfølger. Ved sin hjemkomst forelsker Raudon sig øjeblikkeligt i enken Thunran, hvilket kan blive problematisk, da der er arrangeret et ægteskab mellem Raudon og en ”nordtysk” høvdings datter. Samtidig er Raudons europæiske plejefamilie truet af en krigerisk folkevandring fra syd.
Der er således lagt op til et hav af skæbnesvangre valg for den unge Raudon, og det kommer ikke til at gå roligt for sig!
”Manden der bar solen” er en velskrevet og virkelig spændende roman, der i fortællingen om Raudons liv som udfordret høvdingekandidat rummer en masse større og mindre dramaer, krig og kærlighed. Personer, miljø og handling virker meget troværdig og realistisk, og bogen kan læses for den rent historiske del men vil måske også tiltale de, der holder af familiedramaer og beskrivelser af (problematiske) relationer. Historien er dog meget barsk og bestemt ikke for sarte sjæle. Bronzealderens formodede intime liv, ofringer og voldshandlinger er malende beskrevet.
Navnene på personer og steder kræver sit af læseren, men der er heldigvis en oversigt over de medvirkende bagerst i bogen. Den får man brug for.
God fornøjelse!
Udgivet: Torsdag 7. marts 2024 • Opdateret: Torsdag 7. marts 2024