"Hvor der er fugle" af Maren Uthaug | Langeland Bibliotek

"Hvor der er fugle" af Maren Uthaug

hænder i mange forskellige farver med tommelen op
Photo: Colourbox

Nicole Knøs Christensen anbefaler


En slægtsroman om kærlighed og indavl.
For at redde sin mor må Johan gifte sig med Marie, selv om han elsker Hannah.

De bosætter sig på et fyrtårn to havmil fra byen Uthaug i Norge, hvor det blæser så meget, at deres børn må bindes fast for ikke at blæse i havet.

Sønnen tror, han er en kalv, datteren er besat af mænd, Marie lugter forkert, og Johan sidder i toppen af fyrtårnet og føler sig bedraget af livet. Men som historien skrider frem, bliver det mindre og mindre sikkert, hvem der egentlig bedrager hvem.

Familiens historie hen over flere årtier fortælles gennem Johan, Darling og til sidst Marie. De samme begivenheder opleves med forskellige øjne og ører, og for hver ny fortæller bygges der et ekstra lag på. Hændelser og sammenhænge viser sig at have en helt anden vinkel end først antaget. Dette fortællemæssige kneb er med til at holde drivet hele romanen igennem, og det er godt fundet på.

Maren Uthaugs slægtsroman er en tragisk familiehistorie om blodskam, familiehemmeligheder og ulykkelig kærlighed. Om mænd, der er drevet af deres fysiske begær, og kvinder, der forstår at udnytte dette for at overleve. Romanen er utroligt godt skrevet og byder på en medrivende og til tider barsk læseoplevelse, som jeg ikke kunne lægge fra mig. Men læs den..  du bliver glad for den!!

 

Om Maren Uthaug:
Maren Uthaug (født 1972) er blogger, stribe-tegner og forfatter af halvt samisk, halvt norsk oprindelse. Hun debuterede i 2013 med romanen 'Og sådan blev det'.
Hvor der er fugle er nomineret til DR Romanprisen 2018
Maren Uthaug vandt Politikens tegneseriekonkurrence 2013 med sin populære stribe "Ting, jeg gjorde", som kører fast, seks dage om ugen  i dagbladet Politiken. Søren Vinterberg, Politiken, skrev:
".. Førstepladsen måtte de dog overlade til en stribe tegninger af en kvinde, der spiller 'Wordfeud', tjekker badevægten såvel som de andres deller, og som går med peberspray og saks i håndtasken, når hun skal i byen efter at have set nyhederne. Tegningen er nærmest en 'tændstikkvinde', men lige så udtryksfuld, som den er enkel, siger dommerpanelet. "
 

Maren Uthaug: Hvor der er fugle
Af Maren Uthaug (2018)
Johan vil arbejde som fyrpasser, men det kræver at han er gift. Han gifter sig derfor af nød med Marie og ikke med hans store kærlighed, Hannah, da hun venter barn med en anden. Det bliver et ulykkeligt liv for Johan
Emneord: begær kærlighed


Af: Vibeke Næsborg

Udgivet: Fredag 4. maj 2018 • Opdateret: Mandag 21. september 2020