”Hvede” af Arne Herløv Petersen
Daniel Egmose anbefaler
Arne Herløv Petersen, bosiddende i Tryggelev, har begået en i mine øjne fremragende roman.
Romanen følger digteren Morten Nielsen fra sin rejse fra Jylland til København og Morten Nielsen er den centrale person i romanen, hvor usikkerhed på egne evner, evig søgen, kærlighed på godt og ondt og retfærdigshedstrang er nøgleord for Morten Nielsens liv i København. Han blev af mange kaldt for det største digertalent
i starten af 40’erne, men han tvivlede selv på sit talent.
Romanen beskriver miljøet blandt unge kunstnere i København med alvor og fest og farver i en skøn blanding. Her går Herløv tæt på kunstnere som bl.a. Tove Ditlevsen og Halfdan Rasmussen, hvis spirende forfatterskab beskrives meget flot. Krigens alvor går langsomt op for de unge kunstnere og betyder at bl.a. Morten Nielsen bliver modstandsmand. Morten Nielsen arbejdede som kurer og dette blev hans alt for tidlige død i 1944. Det er uvist, om han begik selvmord eller blev likvideret.
Bogen beskriver også livet i København under krigen med savn, mangel og en spirende modstand.
Romanen er utrolig gennemarbejdet. Dette ses bl.a. på den imponerende litteraturliste.
Jeg kan kun anbefale romanen, som jeg mener, er en af årets bedste danske romaner.
Udgivet: Onsdag 20. november 2019 • Opdateret: Mandag 21. september 2020