Sådan overlever man alt | Langeland Bibliotek

Sådan overlever man alt

Foto af bogen Sådan overlever man alt
Photo: Langeland Bibliotek

Kim Heinrich anbefaler "Sådan overlever man alt" af Ewan Morrison. Pandemi- (og skilsmisse)guide til unge – og voksne…


Rammen om denne skønne ungdomsbog eller rettelig YA(young adult)-roman er en dødelig pandemi, som rammer verden nogle år efter corona-pandemien. Verdens lande har tilsyneladende intet lært, men i hvert fald et par stykker er dog godt forberedt. Det er fx 15-årige Haleys opfinderfar, der i flere år har forudset, at der atter ville udbryde en verdensomspændende dødelig sygdom. Faderen er skilt fra Haleys og hendes bror, Bens, mor, så der er selvfølgelig nogle komplikationer med at overbevise såvel børnene som deres mor om, at de skal tage med ham langt ud til den skotske udkant, hvor risikoen for at blive smittet er mindre. I første omgang ”redder” faderen børnene fra storbyen uden moderens vidende.

Haleys far har tillige samlet sig en lille gruppe af forskellige mennesker, der med hver deres kvalifikationer kan bidrage til at bringe dem selvforsynende og sikkert gennem smittens hærgen.

Ad omveje kommer også moderen til gruppens hemmelige skjulested, og nu er det bare at afvente og forberede sig på ”de vilde horder”, desperate overlevende samlet i voldelige bander, som faderen har forudset vil være en af eftervirkningerne af pandemien. Men er det mon så simpelt at samle en skilt familie under en altomvæltende katastrofe?

Historien er trods de dramatiske omstændigheder faktisk ret morsom og godt fortalt af den selvironiske Haley, der i sin chok-tilstand over verdens sammenbrud, funderer over – og bliver klogere på – sig selv, sine forældre og deres skilsmisse og blandt meget andet giver gode råd til overlevelse under ekstreme forhold. Og så er der forresten lige det med Danny, som er ret så lækker og kysser helt fantastisk…

Jeg skal ikke afsløre mere, men læseren bliver helt sikkert overrasket undervejs i denne humoristiske og morbide fortælling om teenagelivets udfordringer med kærlighed, skilsmisse og – nå ja, måske verdens undergang...

Ewan Morrison: Sådan overlever man alt
Af Ewan Morrison (2023)
En teenagepiges guide til overlevelse under en ny dødbringende pandemi. Vil hun overleve det totale kollaps af verden, og kan hun redde sin familie - og sin forstand? Bogen har en bred appel og er til unge og voksne læsere


Af: Kim Heinrich

Udgivet: Fredag 3. marts 2023 • Opdateret: Torsdag 7. december 2023