Svetlana Aleksijevitj: Zinkdrengene | Langeland Bibliotek

Den russiske Nobelprismodtager Svetlana Aleksijevitj har samlet beretninger fra russiske menige soldater og officerer og fra soldatermødre, der måtte se deres børn tage på rejse i ukendt land. Det er blevet til et gribende vidnesbyrd om den menneskelige lidelse.
”Ingen bliver et bedre menneske af at have været i krig. Kun værre. Det er helt entydigt” (en menig soldat i telegraftropperne, s. 95). 

Sovjetunionen sendte i 1979 soldater i ”internationalistisk tjeneste” for at hjælpe naboen i syd med at stable et kommunistisk inspireret styre på benene. Op mod en million sovjetiske unge mænd og kvinder blev mere eller mindre frivilligt sendt til landet, med en forestilling om at skulle yde humanitært arbejde; hjælp til lokalsamfund, skoler mv., men endte som voldsagenter i en grusom krig mod de afghanske frihedskæmpere, mujahedinerne, der blev støttet af USA. Det var en indirekte krig mellem stormagter, med de sovjetiske soldater og de afghanske civile som marionetter, der slagtede hinanden. Over 15000 soldater fra sovjet omkom – og mindst en million afghanere…

I en blanding af litteratur, journalistik og reportage tegner Aleksijevitj et billede af Sovjetunionen, der førte en halvhjertet krig med uendelige menneskelige lidelser, og af magthaverne, der påførte en hel generation unge mænd og kvinder krigens traumer. Som de amerikanske veteraner fra Vietnamkrigen, blev også de sovjetiske veteraner overhørt eller set skævt til; en kvindelig kontorfunktionær fortæller:
”Hvordan skal jeg bære mig ad med at leve? De betragter os som forhærdede? Mon du har nogen anelse om, hvor hårde vi i virkeligheden er blevet? Ingen spørger os om noget, ingen lytter til os. Men I skriver om os…” (s. 286).
Aleksijevitj har med Zinkdrengene givet disse skæbner mund og mæle. 

Aleksijevitj påbegyndte samlingen af beretninger allerede under krigen, som varede fra 1979-1989 og måtte helt frem til midten af 1990’erne igennem flere retssager om indholdet i bogen. En del af retsdokumenterne er medtaget i den danske oversættelse fra 2016, og giver et godt billede af, hvordan partiet i Sovjet også efter systemets fald i 1991 havde stor magt over menigmand, og som det var tilfældet her; kunne animere veteraner og deres mødre til at sagsøge systemkritikere, som forfatteren, for forfalskning, opdigtning og æreskrænkelse. Til slut måtte sagsøgere og parti dog se sig overvundet af befolkningens stigende krav om gennemsigtighed og sandhed…
Bogen giver et glimt af trængslerne i det kommunistiske sovjet, fortæller frygtelige beretninger fra fronten i Afghanistan, og gengiver også dele af efterspillet og samfundets efterfølgende refleksion.

Læs også de andre værker af Svetlana Aleksijevitj:

De sidste vidner

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt