Forsøg på at få noget ud af livet af Hendrik Groen
Photo: Colourbox
Nicole Knøs Christensen anbefaler
Hendrik Groen er 83¼ år gammel og bor på et ældrecenter i Amsterdam. Han er træt af at være korrekt, elskelig, venlig og hjælpsom. Han noterer tanker i sin dagbog, sammen med de daglige beretninger fra hverdagen som pensionist. Om alt fra økonomiske bekymringer, svigtende helbred og eksistentiel angst. Og om Evert, der også bor på centeret og Anja, som arbejder der, om hunden Mo og en scooter.
Hendrik danner en lille rebelsk forening som kalder sig selv ”Gammel-men-ikke-død-klubben”, hvis formål er at forsøde alderdommen ved hjælp af udflugter og hvor kedsomhed, brok, affældighed og svaghed er forbudt. Klubben består af seks medlemmer, som jævnligt sidder ved samme bord i spisestuen, og ideen er, at de på skift skal arrangere udflugter for hinanden.
Resultatet bliver: et madlavningskursus (stor succes, selv om ingen bagefter kan huske opskrifterne). Et golfkursus (ingen succes, for de kan ikke ramme bolden, men drinksene og snacksene var gode). Casino (højt humør). Tai chi-workshop (kan også dyrkes med rollator). Der bliver set med misundelige øjne på dem af de andre beboere. Klubben morer sig, der er noget at planlægge, tage sig til. Hvis der er et budskab i denne bog, er det, at venskaber er livlinen i tilværelsen. Familiemedlemmers (pligt)besøg spiller en forbløffende lille rolle.
Desværre for ham selv og ”klubmedlemmerne” på plejehjemmet går det ned af bakke: den ene får et slagtilfælde, et andet får amputeret underbenet, og en tredje kan se frem til overflytning. Og Hendrik selv må indse at benene ikke vil mere og anskaffer sig derfor en scooter og så skal han til at gå med ble pga inkontinens. Men det slår ham ikke så let ud. Han mener, at så er der endnu mere grund til at holde humøret oppe og hjælpe hinanden.
Bogen er skrevet med sort galgenhumor og jeg var ved at falde om af grin da jeg begyndte at læse den. Alle de ting han skriver om plejehjemmet og de beboere som bor der er ret komiske. Jeg ELSKER Henriks veloplagte humor og selvironi om livet. Tankerne kan godt ledes hen på bogen ” Den hundredårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt” men jeg synes nu denne bog er sjovere. Læs den hvis du trænger til lille et grin i hverdagens stress og jag.
Af: Vibeke Næsborg
Udgivet: Lørdag 6. januar 2018 • Opdateret: Mandag 21. september 2020