Miss Blackpool af Nick Hornby | Langeland Bibliotek

Miss Blackpool af Nick Hornby

portræt af biblioteksleder Anni Jensen
Photo: Langeland Bibliotek

Anni Jensen anbefaler Miss Blackpool af Nick Hornby


Nick Hornby, mest kendt for den underholdende High Fidelity, har begået en underholdende, til tider ædende ond, men også ind imellem rørende, roman om en tv-serie på BBC i 60’erne.

Barbara bliver kåret som Miss Blackpool, men skynder sig at give titlen videre til nr. 2, da det går op for hende, at hun så er tvunget til at blive i Blackpool et helt år. Hun forlader faderen og Blackpool uden at se sig tilbage og tager til London med den ambition, at hun vil være som sit store idol, Lucy fra Lucy-show. Det er der dog ikke meget, der tyder på, at de konservative producere og forfattere er klar til.

Ved et tilfælde bliver hun af sin agent, der kun ser hende som undertøjs- og badetøjsmodel, sendt til prøve på et nyt tv-show. Hun tager dem med storm, det bliver en bragende succes, og titlen: Barbara (og Jim) mere end antyder, hvem der for alvor er stjernen.

Beskrivelsen af hendes ambitioner, hendes åbenlyse talent, kombineret med held og hårdt arbejde, er helt forrygende, sjov, underholdende og til tider endog meget skarp. Det gælder både snobberiets stortrivsel, som hun sætter til vægs, kønsrollernes selvfølgeligheder, ægteskabets fælder og swingin’ London.

En meget underholdende og til tider tankevækkende tids- og sædeskildring.

Nick Hornby: Miss Blackpool
Af Nick Hornby (2015)
Barbara fra Blackpool flytter til London for at lave tv. Her møder hun en række mennesker, og sammen skaber de én af tidens mest sete - og sjoveste - tv-serier


Af: Vibeke Næsborg

Udgivet: Tirsdag 28. april 2015 • Opdateret: Tirsdag 20. oktober 2020