Helte
Anni Jensen anbefaler Helte af Stephen Fry
Hvordan hænger det nu sammen med Herakles (eller Herkules, som amerikanerne og romerne siger), Perseus, Leda, Zeus, Dionyssos, Medea og alle de andre?
Det får man en underholdende gennemgang af i denne samling røverhistorier.
Er der forståelig kronologi og logisk sammenhæng i historierne? NEJ – i modsætning til traditionelle gennemgange af slægtskaber og stamtræer kan dette ikke leveres, når de gælder de klassiske græske helte, der tit er børn af en gud og en dødelig mor. Eller måske deles faderskabet af både en dødelig og en gud. De er ikke karrige med indfaldene eller kombinationerne. Hera, Zeus’ kone, har haft nok at se til med Zeus, der ikke holder sig tilbage – ligesom især Poseidon, havets gud.
Alle disse heltesagn danner baggrund for de fleste historier, der siden er skrevet, og man er godt underholdt.
En gang imellem bliver jeg træt af den friskfyragtige tone, men det er som regel godt lavet. Eneste alvorlige indvending må tilfalde oversætteren, der ikke altid formår at gøre de fyldige – og nødvendige – noter forståelige. Det skyldes først og fremmest, at noterne laver uforståelige sammenstillinger med engelske fiktive og ikke-fiktive personer. Det burde have været luget ud eller forklaret. Men ellers: her er en herlig samling røverhistorier, hvor det for det meste går heltene skidt. Men tiden forinden – sikke en herlig tur.
Udgivet: Mandag 12. juli 2021 • Opdateret: Torsdag 3. februar 2022