Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr | Langeland Bibliotek

Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr

portræt af biblioteksleder Anni Jensen
Photo: Langeland Bibliotek

Anni Jensen anbefaler Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr


Jeg tilslutter mig alle de roser, som bogen har fået. En af mine allerstørste læseoplevelser i flere år.
 
Handlingen udspiller sig henholdsvis i Ruhr-området og i Frankrig før og under 2. verdenskrig. I Frankrig følger vi den blinde pige Marie-Laure og hendes far. Parallelt hermed er hovedpersonerne to forældreløse søskende med drengen Werner som hovedkarakteren i det ubeskriveligt beskidte og barske industriområde i Ruhr.
 
Marie Laures far er nøglebestyrer (og gemmer på en hemmelighed) på et naturhistorisk museum i Paris, og han har bygget en miniatureby af Paris, så hun kan lære byen at kende og klare sig selv. Da tyskerne nærmer sig Paris, må de to flygte til kysten, hvor de kommer til at bo i lille by, Saint-Malo, ved Bretagnes kyst.
 
Werner er et teknisk geni og bliver udtaget til en hitlerjugend-lejr med ubeskriveligt barske forhold. Han ender i hæren som degraderet, og langsomt mødes de to historier gennem skæbnens lunefulde veje. 
 
En skjult radiosender har kunnet høres i Ruhr og har inspireret Werner, og det viser sig, at den er skjult i Marie-Laures hus. Således flettet sammen i historien læser man med tilbageholdt åndedræt om de to unges skæbne, overladt som de er til grusomme begivenheder.
 
 
Ikke siden Nattog til Lissabon har jeg været så bjergtaget af en roman. Det historiske, det menneskelige og de bedste, såvel som de værste, egenskaber fremkaldes i den tætte, velskrevne roman.
Læs den, køb den, bliv klogere på livet, døden og kærligheden. Og glæd dig til slutningen, der er en julegave i sig selv.
Anthony Doerr: Alt det lys vi ikke ser : roman
Af Anthony Doerr (2015)
Roman om den tyske soldat Werner, som er ekspert i at opspore radiotransmission, den blinde franske pige Marie-Laure, og eftersøgningen af en uvurderlig juvel under 2. verdenskrig


Af: Vibeke Næsborg

Udgivet: Mandag 22. februar 2016 • Opdateret: Mandag 22. februar 2016