Maria Helleberg: Kvinderne fra Thy
Anni Jensen anbefaler en god bog
Bogen tager udgangspunkt i forfatterens egen familie og foregår i 1870’erne med Maria Hellebergs oldemor Mariane og mormor Marie som hovedpersoner.
Mariane kommer fra en velstående familie, hvor faderen spiller alt væk, så hun hurtiggiftes til fattige Mikkel Peter Sørensen og flytter til et magert sted med sandjord i Thy.
Den gribende beskrivelse af det fattige og meget hårde liv, strammet ind af religionen, som Mariane lever, er både indfølt, ægte og lavmælt beskrevet. 12 børn føder hun, hvoraf halvdelen overlever. Da manden stikker af til Amerika, må hun klare sig selv. Hun bliver jordemoder, og herigennem får hun en frigørelse og et syn på såvel Gud som kvindernes manglende rettigheder, som er meget overbevisende, netop fordi det er så stramt og præcist beskrevet. Man tror på, at det var sådan, og at man ikke bare kunne lade hånt om naboer og den fremherskende mening, når man boede i et lille samfund.
Maria Helleberg skriver i en lakonisk, eftertænksom stil, som jeg udenforstående tolker som jysk. De fattige kvinder får mæle i en overbevisende fremstilling, og Maria Helleberg har tolket ud fra de få vidnesbyrd, der er om kvinder dengang – præcis som hun tolker i sine historiske romaner ud fra de facts, der foreligger.
Et helt ufatteligt slid kombineret med det nære samfunds benhårde kontrol, især af kirkelig karakter, står lysende klart for læseren, ikke flæbende, men så afbalanceret beskrevet, så man også kan læse selv og reflektere over en tid, hvor det var standard.
Beskrivelsen af Mariane står stærkest, mens Marie, hendes mest afholdte yngste datter, ikke er helt så interessant.
Udgivet: Mandag 6. november 2017 • Opdateret: Torsdag 7. december 2023