Jonathan Tropper: Joes bog
Photo: Langeland Bibliotek
Anni Jensen anbefaler Joes bog af Jonathan Tropper
Bogen er udkommet i USA i 2004, og det er sjovt, som ting alligevel ændrer sig. Dengang var den en sædeskildring og en samtidsroman om ungdom i en lille by, afvisningen af denne by, opstigning til berømt forfatter og tilbagekomst til byen. Alderen på historien kan trykke i form af beskrivelsen af forfatterskab, af lokale avisers betydning og af manglen på sociale medier. Man bliver også mindet om, hvor meget aids fyldte.
Når det så er sagt, er det en sjov, ond og meget velskrevet udviklingsroman: Ung mand såres i hjembyen både af far, bror og kammerater, drager til storbyen og skriver sin nøgleroman om Bush Falls, den by han forlod, bliver meget rig og venter 17 år, til faderen ligger i koma, med at vende hjem. Her venter mange med længsel på at give ham svar på tiltale både fysisk og verbalt. Hans flotte Mercedes hærges totalt, han kommer endnu mere på kant med sin bror, coachen for basketteamet fordømmer ham, vold er en stadigt overhængende trussel, han møder sin nu aids-ramte bøsseven og ikke mindst: sin aldrig glemte store kærlighed.
Hvis man har læst andre amerikanske bøger eller set film (og hvem har ikke det?), så genkender man de meget brugte elementer som den overdrevne fokusering på sport og den heltestatus og tilsvarende manglende status, den giver, beskrivelsen af de overjordiske high-school-piger, sammen med en saftig beskrivelse af en mor til en kammerat, en slags Mrs. Robinson som i Fagre voksne verden.
Det hele kulminerer i et stort showdown, som ikke skal røbes her.
Læs den og vær lige så vel underholdt som jeg – jeg har læst i den hver eneste dag, indtil sidste side alt for hurtigt var brugt op. Kan varmt anbefales.
Af: Vibeke Næsborg
Udgivet: Søndag 13. november 2016 • Opdateret: Onsdag 16. november 2016