Bøger af Terry Pratchett | Langeland Bibliotek

Bøger af Terry Pratchett

Vibeke Næsborg
Photo: Langeland Bibliotek

Vibeke Næsborg anbefaler bøger af Terry Pratchett


Terry Pratchets twitter kan man nu læse: "Terry took Death's arm and followed him through the doors and on to the black desert under the endless night - at last Sir Terry, we must walk together". 

Terry Pratchett var efter min mening en fuldstændig genial fantasyforfatter, som desværre døde torsdag den 12.03.2015. Døden optrådte ofte som person i hans bøger, men vandt ikke altid, hvis den han stod over for var stærkere - men vigtigst, han var ikke en skræmmende person, men bare en del af, hvordan tingene kunne udvikle sig.

I Danmark var Terry Pratchett ikke så forfærdelig kendt som i England, hvor hans salgstal kun blev overgået af Harry Potter-bøgerne, men jeg synes, der er al mulig grund til at læse eller genlæse hans forfatterskab (desværre er ikke alle bøgerne oversat til dansk, men mange kan alligevel skaffes på engelsk via de danske biblioteker)

 

De små blå mænd

Min egen yndlingsserie er den om De små blå mænd. En fantasy-historie, som handler om (naturligvis) nogle små blå mænd, Nac Mac Feegler - tænk: små blå "alfer" med rødt hår og skæg og som går med kilt, bander, stjæler, drikker og slås, og som mener vores verden er den himmel, de er kommet til, da de døde. De er ikke bange for noget som helst - undtagen advokater.

Hovedpersonen i historierne er imidlertid en pige: Tiffany Smertling, som opdager at hun er bestemt til at være heks. Og så kan man jo tænke, at den historie har man hørt før, men ikke i denne udgave.

For det første fordi, det ikke så meget handler om at trylle, men om at finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre i en given situation, og holde fast ved dette trods omgivelsernes modstand. Og lige så vigtigt handler det om at finde sig til rette i sig selv, når man opdager, at man er anderledes (tænkende) - ikke nogen nem sag for nogen, men specielt ikke når man er en pige som endnu ikke er voksen. Her forfaldes ikke til den nemme løsning, at alle pludselig accepterer én og "de levede lykkeligt til deres dages ende", men netop derfor står pointen stærkere, når man alligevel kan få et godt liv og lære at blive stærkere af sine kampe.

Historierne er krydret med både spænding og humor, som især de små blå mænd står for, men også en speciel vinkel på alle de udtryk vi går og bruger uden at tænke nærmere over dem. (her et citat for at illustrere: "Det viste sig at da frøken Sindig spurgte Tiffany om hun havde højdeskræk, havde det været det forkerte spørgsmål. Tiffany var overhovedet ikke bange for højder. Hun kunne gå forbi høje træer uden at blinke. At kigge op på vældige, knejsende bjerge generede hende ikke det mindste. Det hun var bange for, var dybder, selv om hun ikke havde været klar over det før. Hun var bange for at falde så langt ned fra himlen, at hun havde tid til at miste pusten ved at skrige, inden hun ramte klipperne så hårdt at hun ville blive til en slags gele, og alle hendes knogler ville blive knust til støv. Hun var faktisk bange for jorden. Frøken Sindig skulle have tænkt sig om inden hun stillede spørgsmålet")

Efter endt læsning sidder man tilbage og opdager at man pludselig er blevet klogere på sig selv og sin omverden, og det er jo ikke at kimse af. Bøgerne kan det, som alle de bedste fantasy-bøger kan: servere vores dilemmaer i en fantastisk sammenhæng. Tingene bliver sat på en spids, men der er som oftest en umiddelbar parallel til det, vi selv går og tumler med.

 

Nu er denne fantastiske forfatter så død, med et kraftudtryk fra de små blå mænd er det "Kroftens!", men det er heldigvis ikke for sent at gå i gang med hans underfulde fantastiske verden. Bøgerne herunder, som kan lånes på Langeland Bibliotek, er kun en brøkdel af hans forfatterskab, så hvis du skulle komme for skade at opdage, at du er vild med dem, er der mange flere derude. God læselyst!

 

 

 



Af: Vibeke Næsborg

Udgivet: Fredag 13. marts 2015 • Opdateret: Mandag 21. september 2020