Vildmark | Langeland Bibliotek

Vildmark

Foto af forsiden af bogen Vildmark
Photo: Langeland Bibliotek

Kim Heinrich anbefaler "Vildmark" af den prisvindende amerikanske forfatter Lauren Groff


Rammen er Nordamerika i begyndelsen af 1600-tallet. Englænderne og franskmændene er så småt ved at kolonisere ”Det nye land”. En tjenestepige er bragt med sin frue og dennes datter og mand, præsten, fra England til kolonien for at opbygge det nye samfund, men betingelserne er hårde. De oprindelige folk viser sig ikke altid venligtsindede. Klimaet er anderledes, hårdt, og høsten slår nemt fejl. Det er slut på vinteren, og der er hungersnød og sygdomme, og pigen ser efter en alvorlig og livstruende episode ingen anden udvej end at flygte væk fra koloniens ”beskyttende” fysiske og religiøse palisader. Målet er at finde franskmændene mod nord, som i pigens øjne må være mere civiliserede end de primitive og grove englændere. Pigen forfølges af folk fra kolonien, og under flugten i den næsten mennesketomme vildmark lærer hun sig at overleve på den vældige naturs barske præmisser.

Det er en virkelig spændende og storslået fortælling i et rigt og sanseligt sprog om en ung kvindes overlevelse – ikke bare i vildmarken men også i livet og i samfund, hvor mennesker, når de presses til ekstremerne blotter deres iboende og lidet flatterende kynisme og ondskab.

Lauren Groff (f. 1978): Vildmark : roman
Intens og velskrevet roman om en navnløs pige, der i 1609 flygter fra en engelsk koloni og ud i vildmarken med håbet om at overleve. Til læsere der holder af historiske romaner blandet med eventyr og paralleller til nutidige problemstillinger


Af: Kim Heinrich

Udgivet: Torsdag 12. december 2024 • Opdateret: Fredag 13. december 2024