Ny lånemodel på Filmstriben | Langeland Bibliotek

Ny lånemodel på Filmstriben

reklame for Filmstriben med logo og billede fra film
Photo: DBC

Fra i dag opgøres filmene i point, som du forbruger af, hver gang du streamer en film


I dag indføres en ny lånemodel på Filmstriben. Hidtil har du kunnet låne 4 film pr. måned (dog hævet til 6 under nedlukningen). De fire lån bliver nu vekslet til point. 

Det kræver mellem 1 og 4 point at se en film på Filmstriben. Typisk skal du bruge 4 point for at se en spillefilm og visse dokumentarfilm. De fleste danske dokumentar- og kortfilm over 30 minutters varighed kræver 3 point, mens forskellige kort-, animations- og dokumentarfilm af op til 30 minutters varighed vil være sat til 2 point - dog kun 1 point hvis de varer under 15 minutter. Ser du korte film fx små animationsfilm til børn, kan du fremover hente flere af dem pr. måned. Dét er da smart!

Hvor mange point har du til rådighed?

Det er biblioteket, der styrer, hvor mange point du kan se film for hver måned måned.

Hvor mange point, du har til rådighed, fremgår, når du forsøger at låne en film, samt på din profilside under “Mine point”.

Ubrugte point kan ikke overføres fra den ene måned til den næste.

Hvorfor får jeg besked om, at mit biblioteks budget er opbrugt?

De fleste biblioteker har sat et økonomisk loft for, hvor mange film bibliotekets brugere samlet set kan se hver måned. Rammes det loft, betyder det, at borgere i kommunen ikke kan se film på Filmstriben, før biblioteket igen sætter penge ind på filmbudgettet – typisk ved begyndelsen af næste måned.

Selvom du har ubrugte point, kan du ikke længere se film på Filmstriben, før biblioteket igen har sat penge ind på månedsbudgettet. Heller ikke i dette tilfælde kan point overføres fra en måned til en anden. De fleste biblioteker har ligeledes fastsat et årsbudget. Dette fungerer på samme vilkår som månedsbudgettet.

Du kan altid se, hvor mange point, du skal bruge, inden du låner. På din profil kan du også altid se, hvor mange point, du har tilbage.

God fornøjelse!



Af: Kim Heinrich

Udgivet: Onsdag 2. juni 2021 • Opdateret: Onsdag 2. juni 2021