Kærlighedens Antarktis
Annette anbefaler Kærlighedens Antarktis af Sara Stridsberg
Denne uafrystelige roman er grusom og poetisk opløftende læsning på samme tid.
Fortælleren er en narkoafhængig prostitueret kvinde, som biliver myrdet i en skov ved en sø af en kunde der har udvalgt både hende og det øde sted med stor omhu.
Hun fortæller gentagne gange om mordet, og om sin barndom, hvor tabet af lillebroderen i en drukneulykke, hvor hun havde ansvaret for ham, og den efterfølgende begravelse efterlader hende på Kærlighedens Antarktis.
Vi hører også om forældrenes kærlighed og uansvarlighed – og hendes egen svigt af de børn hun får, og som hun og manden ikke magter at tage sig af, og derfor bortadopterer vores hovedperson det ene barn, da hun med stor klarhed indser at det er den største kærlighed hun kan give datteren, men det bevirker at manden forlader hende.
Hele romanen er hovedpersonens Innis fortælling om hvad der ledte op til sin død, og om hvilke tanker hun gør sig om det liv hendes efterladte lever, og det er mesterligt fortalt i et nøgternt og smukt sprog.
Forfatterens ønske med bogen at give en stemme til den myrdede, fremfor at give opmærksomhed til morderen. Det er nærliggende at komme til at tænke på den svenske jounalist kim Walls tragiske skæbne og forældrenes efterfølgende utrættelige indsats for at vi husker deres datters liv og de spor datterens talent satte via sit journalistiske arbejde.
Deres oplevelse er netop at det er morderen der beskrives og fortælles om, og dermed gør de ham interessant.
Personen Innis korte liv er kærligt og uforglemmeligt fortalt.
Bogen ligger på eReolen som lydbog og e-bog og kan selvfølgelig også bestilles i fysisk form.
Udgivet: Søndag 25. april 2021 • Opdateret: Tirsdag 18. maj 2021