Bøger om psykopater | Langeland Bibliotek

Bøger om psykopater

Vibeke med tre bøger om psykopater
Photo: Langeland Bibliotek

Kom med ind i mørket, når Vibeke Næsborg fortæller om tre meget forskellige bøger om psykopater


Hvad er en psykopat? Og er vores opfattelse farvet af det billede vi ser og læser i utallige krimier om dødsensfarlige seriemordere?

Jeg har læst tre meget forskellige bøger, som giver lidt flere nuancer til billedet:

I den første "Fanden tage dig: beretning om et kvindedrab" fortæller forfatteren Niels Frank om hvordan hans svoger endte med at slå sin kone/Niels' søster ihjel. Fokus er ikke så meget på selve drabet, men på alt det der går forud og følger efter.
Søsteren og svogeren har længe levet i et dysfunktionelt forhold - forårsaget af svogerens tyranniske væremåde, og da søsteren tager skridtet til at ville skilles, ender hun med at blive myrdet af sin mand.
Niels Frank beskriver både de mange advarselstegn, som de alle (måske for sent) bliver opmærksomme på, men i høj grad også hvordan der ikke er nogen hjælp at få af det omgivende samfund til at beskytte søsteren mod en mand, som - endnu ikke - har "gjort noget". 
Det er også en modstand mod at vi kalder det "husspektakler" eller "en tragedie", når virkeligheden er, at der bliver begået alt for mange hustrudrab i Danmark. Og Niels Frank beskriver også hvordan frygten for at "blive ligesom far" ligger i de voksne sønner.
Psykopatien i denne bog bliver således beskrevet af de ofre, der bliver ramt.

Den anden bog hedder "De siger jeg er psykopat: seks personlige fortællinger om at være dyssocial" og er skrevet af Tine Wøbbe. Fire mandlige og to kvindelige psykopater (eller som faktisk hedder "dyssocial personlighedsstruktur") fortæller her om deres liv med diagnosen.
Det er en række meget forskellige tilværelser, vi får indblik i. Ja, der er naturligvis fællestræk, men beskrivelserne spænder helt fra den type, vi måske først og fremmest forbinder med psykopati: ham der mener, at han har lov til at sparke dit hoved ind, hvis du tilfældigvis kommer til at skubbe til ham, for så har du jo selv startet det, og til ham der planlægger at tage livet af sig selv, når hans sønner bliver voksne, fordi han ikke kan klare tanken om at de skal leve med, hvordan han er skruet sammen.
Tine Wøbbe er chefpsykolog på Sct. Hans Hospital, og runder hvert interview af med faglige og saglige kommentarer. Alle seks psykopater beskriver vold og/eller omssorgssvigt i barndommen, og Tine Wøbbes konklusion er også klar: det er dér i barndommen vi skal blive bedre til at sætte ind og hjælpe, for en psykopat kan ikke "kureres" med samtaler, terapi eller lignende. I værste fald bliver de bare dygtigere til at se, hvordan de kan snyde andre. Tro heller ikke du kan hjælpe eller redde dem, men skynd dig væk, hvis du møder én.

Den tredje og sidste bog hedder "Mine mænd" og er skrevet af den norske forfatter Victoria Kielland. Den handler om en norsk kvinde, Brynhild, som bliver gravid med sønnen på den gård, hvor hun er tjenestepige. Da han finder ud af det, sparker han hende i maven, så hun aborterer. Knust og ødelagt (hun troede naivt, at han elskede hende) tager hun til Amerika, hvor hendes ægteskaber og andre mandlige bekendte alle lider en voldsom død. Bogen bygger på den sande historie fra omkring år 1900 om Belle Gunness - Amerikas først kvindelige seriemorder, som først blev opdaget, da hendes gård brændte ned og man fandt adskillige lig gravet ned på grunden. Kiellands ærinde er dog ikke at give os en true crime historie. Belles liv er beskrevet gennem et så sansemættet sprog, at det nogen gange (for en almindelig læser som mig) kan være svært at uddrage selve handlingen, og måske er det heller ikke det, man skal? Jeg tror Kielland vil beskrive en ødelagt kvinde, som søger den ultimative og betingelsesløse kærlighed, men som bliver så skuffet, når hun ikke får den, at der ryger en mand eller femten - formålet er dog ikke at undskylde hendes gerninger, men at nuancere billedet. En meget speciel bog, som nok lige skal lagre sig, før jeg finder ud af, om jeg kunne lide den eller ej.

Interesserer man sig, som jeg gør, for menneskelig adfærd, også når den afviger fra normen, bliver man lidt klogere af at læse en eller flere af disse tre bøger. De er dog alle tre barsk læsning på hver deres måde, så sarte sjæle skal nok ikke kaste sig ud i det.

Niels Frank (f. 1963): Fanden tage dig : beretning om et kvindedrab
Hjerteskærende og barsk autofiktiv beretning om drabet på forfatteren Niels Franks søster, Elin Just. Om sorgen, vreden og afmagten, begravelsen, efterforskningen og retssagen
Tine Wøbbe: De siger jeg er psykopat : seks personlige fortællinger om at være dyssocial
Af Tine Wøbbe (2023)
De kan sidde i chefkontoret, bag tremmer eller være en helt almindelig kollega. Psykopati kommer i mange former. I denne bog får man et kig ind bag facaden. For pårørende, læsere med interesse i psykologi eller fagfolk indenfor området
Victoria Kielland: Mine mænd : roman
Roman om tjenestepigen Brynhild, der emigrerer fra Norge til USA i slutningen af 1800-tallet. Hun gifter sig flere gange og kæmper med at finde sin vej i livet og i samfundet. Efter sin død bliver hun kendt som Amerikas første kvindelige seriemorder. For læsere af historiske romaner


Af: Vibeke Næsborg

Udgivet: Onsdag 30. august 2023 • Opdateret: Onsdag 30. august 2023