Min kæreste på Mars
Kim Heinrich anbefaler romanen "Min kæreste på Mars" af Deborah Willis
Min kæreste på Mars. (2024, 346 s.)
Canadiske Deborah Willis’ debutroman er en herlig, humoristisk og ironisk historie om et yngre kærestepar, hvor kvinden melder sig selv til en verdensomspændende konkurrence om at blive udsendt som de første mennesker til Mars, hvor der skal grundlægges en koloni.
Vi følger skiftevis Kevin og hans kæreste Amber, som altså alene har meldt sig til det hypede reality-program, hvor der over en periode jævnligt sendes nogle af kandidaterne hjem. Kun de to sidste, en mand og en kvinde, skal sendes til Mars for her at opstarte en bosættelse. Ja, lidt skørt, men meget underholdende.
Kevin er selvfølgelig efterladt rystet og forsmået hjemme i sofaen (som spiller en ikke ubetydelig rolle), mens Amber oplever en overvældende positiv opmærksomhed fra omverden og måske en ny "eneste ene". Programdeltagerne er bare små tandhjul i det store mediecirkus, og Kevin, der hjemme passer parrets skunklaboratorium, kan på afstand blot følge sin store kærlighed folde sig ud på tv-skærmen og sociale medier.
Fint sprog, let at læse, undervejs måske lidt lang(som), men ganske underholdende.
Udgivet: Mandag 16. september 2024 • Opdateret: Mandag 16. september 2024