Praktikanten anbefaler

I denne uge har vi Clara fra 8. klasse på Ørstedskolen i praktik på biblioteket. Her anbefaler hun en bog, alle unge skal læse.

Af Sofie Lein Sadeghi

Boganmeldelse af Kendis Crush

Kendis Crush er første bind i en ungdomsserie fra 2022 skrevet af Kristi Kristoffersen.

Bogen handler om Karoline med K, der havde planlagt den perfekte sommerferie med sin bedste veninde. Men hendes forældre sender hende i stedet på campingferie med sin mormor på Hersjøen Camping langt væk fra alting. Karoline synes først, at ferien er kedelig, men så møder hun Norah og Mathias. Hun forelsker sig i Mathias, og det ser ud til, at han også kan lide hende. Samtidig har Karoline en mistanke om, at Mathias skjuler en hemmelighed.

Jeg synes, at bogen er rigtig god. Den er spændende, fordi man hele tiden gerne vil vide, hvad Mathias skjuler, og hvordan det kommer til at påvirke Karoline. Bogen er skrevet i et let og forståeligt sprog, som gør den hurtig og hyggelig at læse.

Et af bogens temaer er kærlighed, men den handler også om venskab, tillid og om at turde være sig selv.

Jeg vil give bogen 4 ud af 5 stjerner, fordi den både er romantisk, spændende og sjov. Den er måske lidt forudsigelig nogle steder, men det gør ikke så meget, fordi den stadig er underholdende. Jeg anbefaler den til unge, der kan lide teenage-romance og historier om venskab og kærlighed. Især i sommerferien er den en perfekt bog at læse. 

Hvis du vil vide mere om Karoline og Mathias, er der også en bog to som hedder Kendis kæreste.

Clara har bogen "Kendiscrush" i hænderne. Hun står foran en bogreol.