Filmstriben: En film til 0 point i november
I resten af november har du mulighed for at se en god film for 0 point.
Af Kim Heinrich
Filmstriben indførte for nogle år siden et pointsystem, hvor en afspilning af en film "koster" brugeren et vist antal point. Spillefilm kræver 4 point, visse dokumentarfilm 3 point, kortfilm og tv-serier 3, 2 og helt ned til 1 point.
Vi har igen i år tildelt hver bruger 12 point til film pr. måned. Det er flere end de fleste andre kommuner.
Bibliotekets budget for streaming af film på Filmstriben kan godt blive opbrugt - inden du har nået at bruge dine 12 point. Heldigvis er der en film til 0 point hver måned.
Trekantsdramaet ’Silkehud’ af mesterinstruktøren François Truffaut er denne måneds 0 point film.
Truffaut var optaget af kærligheden, som han ofte undersøgte i sine film. Det gør sig også gældende i ’Silkehud’, som handler om den 40-årige forlagsredaktør Pierre, som er venlig, men konfliktsky og gift med den yngre temperamentsfulde Franca. Pierre keder sig i sit ægteskab, og på en forretningsrejse møder han stewardessen Nicole, som han forelsker sig i og indleder et forhold til i skjul. Men Pierre er konstant bange for at blive opdaget og måske med god grund.
François Truffaut var en af hovedpersonerne i den franske nybølge i slutningen af1950’erne og pustede liv i det klassiske filmsprog. ’Silkehud’ betragtes dog af mange, som Truffauts mest holdbare mesterværk, hvor han udforsker begær, skyld og eksistentiel uro.
På Filmstriben kan du udover ’Silkehud’ se både ’Ung flugt’ og ’Stjålne kys’ af den franske mesterinstruktør.
Alle brugere – også de, som er løbet tør for point, eller hvor bibliotekets månedsbudget er opbrugt – får her mulighed for at se en film, uden at det koster biblioteket noget.
Med ønsket om de bedste filmoplevelser til alle.