Tilde Louise Carlsen
Billedkunstner
Kontakt Tilde Louise Carlsen Mobil 0045 41 11 56 67 Hjemmeside: https://tildeart.dk/ |
Tom Jørgensen skriver i 101 danske kunstnere om Tilde Louise Carlsen:
Det er ikke tilfældigt, at Tilde Louise Carlsen nævner Oscar Kokoschka og Egon Schiele som inspirationskilder. De to østrigske kunstnere er indbegrebet af ekspressionisme, af intense, pågående og uafrystelige billeder fulde af lidenskab og smerte.
Tilde Louise Carlsen har denne lidenskab med i hvert eneste billede, hun laver, uanset om det er et landskabsmaleri eller portræt. Det er simpelthen definitionen på hendes kunst: lidenskab.
Der er også en anden ting. Det virker, som om hun opfatter menneskeansigter og menneskekroppe som landskaber, mens omvendt hendes landskaber kan ses som portrætter af levende væsener.
Dette har igen noget med lidenskab at gøre. For hende er et landskab eller rettere naturen som helhed et levende væsen, vi ikke kun skal respektere, men som vi er uløseligt forbundet med. Det er en del af os selv. Når, som det desværre er tilfældet, vi ikke respekterer denne natur, når vi ødelægger den, er det dybest set os selv og vores eksistensgrundlag, vi ødelægger i profitens og den blinde væksts navn. Derfor føles Tilde Louise Carlsens landskabsmalerier som både protest-, minde- og sorgbilleder.
Ikke, at de ikke kan være smukke. Som når hun maler blå tibetanske valmuer eller den bakkede natur på Langeland, men intensiteten er så voldsom, at man fornemmer en sorg og smerte midt i alt det smukke. Som om skønheden er en skrøbelig størrelse, som det er vores pligt at værne om. Hvad vi ofte desværre ikke gør.
At betragte Tilde Louise Carlsens billedverden er derfor en udfordrende, men også meget givende oplevelse. Det er ikke fra hende, vi skal vente et uforpligtende skønmaleri. I stedet tilbydes vi billeder med et kompromisløst engagement båret oppe af høj kunstnerisk følsomhed og iagttagelsesevne. Og, ja, de kan være smukke. Det er de faktisk altid, men det er en skønhed, hvor det æstetiske altid suppleres af det etiske. Ikke sofastykker, men billeder, der vil gøre en forskel.
Det er faktisk meget befriende at opleve en så kompromisløs lidenskab. At opleve en kunstner, der brænder så meget for sagen og lægger så meget personlig indlevelse i det at skabe. Alle kunstnere burde gøre det, men, hånden på hjertet, det føles ikke rigtigt sådan.
Tilde Louise Carlsen gør det. Instinktivt, vedholdende og ærligt.