Da jeg var en seksten-sytten år gammel, læste jeg Karen Blixen for første gang. Siden har jeg genlæst hendes historier atter og atter. Karen Blixen har den evne, at er man gået i stå i sit skabende arbejde, giver hun én inspiration til at komme i gang igen. Sådan virker hun i hvert fald på mig.

Der er meget i Karen Blixens forfatterskab, som så at sige griber ind i éns måde at tænke på, men da jeg her er blevet bedt om pege på noget, jeg har læst, som satte blivende spor i mig - og derved har betydet noget for min måde at arbejde på - vil jeg nævne en af fortællingerne i Vintereventyr  : “Den unge mand med nelliken”.
I denne fortælling føler en ung forfatter, som med udgivelsen af sin første bog har opnået en overvældende berømmelse, at han aldrig mere igen vil komme til at skrive en bog. Han befinder sig i en by ved havet og står ved havnen og kigger på skibene langs kajen. Skibene lærer ham om hulhed og “overfladiskhed” , er de ikke hule, kan de ikke flyde, men går til bunds.

Den lethed, balance, har man brug for som kunstner; bliver man for tung, “dør” værket, man ønsker at skabe. Det er svært at forklare, for selvfølgelig skal éns arbejde ikke være letkøbt, men det gode tag på arbejdet får man, når man tillader sig at “flyde”.