HESTEKRÆFTER, SVØM MED DEM SOM DRUKNER og SØSTERKLOKKERNE Af  LARS MYTTING Når jeg læser skønlitteratur er det for at lade mig forføre og opleve at der er andre måder at være menneske på og andre virkeligheder end den jeg selv befinder mig i.

Og hvis det kun var fordi Lars Myttings historier er så fulde af viden og indsigt – i alt fra gamle amerikanerbiler og deres fysiologi og fascinerende bundtræk til valnøddetræers strukturforandringer efter påvirkning af giftgasser, fra ornamentikken på norske stavkirker til smerten ved at miste.

Og hvis det kun var fordi de skildrer helt almindelige menneskers skæbner og sejre og nederlag med hypnotiserende spænding og nerve uden at skulle ty til krimilitteraturens fortvivlede og fattige forsøg på at mane monstre frem via bestialitet og blodige farcer.

Og hvis det kun var fordi Lars Myttings sprog er så levende og selvfølgeligt selv når det bevæger sig ned i de dybeste lag af den menneskelige psykologi og de menneskelige relationers fascinerende indviklede mønstre.

Og hvis det kun var fordi hans historier alle udspringer af det samme, delvist fiktive delvist virkelige, område nord for Lillehammer hvor jeg tilbragte så mange somre og vintre mens mine børn voksede op.

Og hvis det kun var fordi beretningerne forløses så smerten bliver til udfrielse, så alting bliver lysende klart - så efterlader de mig stadig med ubesvarede spørgsmål, med et løfte om at fremtiden er fuld af muligheder og håb.

Ja, alle de hvis’er var hver for sig i sig selv nok til at jeg ville blive forført af de tre bøger jeg har læst af Lars Mytting.

Men der er også noget mere ved hans bøger som jeg ikke kan forstå, endnu mindre beskrive, som gør at jeg føler mig beriget og taknemmelig ved at have læst dem.

Prøv selv.