Dværgen Tyge Holm siger til sin gamle barnepige:  ”Da jeg kom til Frøken Jørgensens pensionat var hun ualmindelig god imod mig.”  Barnepigen svarer: ”Ja, for da havde jeg rustet dig til din skæbne, og gjort dig egnet til at tage imod godhed. På den måde er du heldigere stillet end så mange andre.”

”Dværgenes Dans” af Anne Marie Løn er fuld af visdom. Da jeg læste den første gang, fik jeg et nyt sprog for det anderledes, det svage, dét de fleste af os plejer at vende ryggen. Hvad er frastødende, hvad er tiltrækkende? Hvor kommer selvfølelsen fra, hvordan slipper man angsten for ikke at være god nok?

Dværgen Tyge mødes med kærlighed, stolthed og forventninger, han gemmes ikke af vejen, han ynkes ikke.
Han forstår tidligt at opgaven er at nå det fuldkomne indenfor begrænsningen, og han gør sig umage med hver en detalje.
Som hans gamle barnepige plejede at sige: ”Så har man det også bedst, det gælder alle ting her i livet.”
Anne Marie Løn skriver godt, historisk interessant og menneskeligt vedkommende, både i ”Dværgenes Dans” og i sine andre romaner, fx ”Prinsesserne”, som jeg også gerne anbefaler.
Bøgerne kan være tunge at komme ind i, men skæbnerne, man møder bliver som gamle bekendte.
Man glemmer dem ikke igen.