portræt af Klavs Mark Henriksen med bogen: En hårfin balance

En hårfin balance

Vi er i Indien i 1975, hvor Indira Ghandhi er premierminister.
Situationen i landet er ude af kontrol og mange mennesker bliver tvangssteriliseret eller sat til tvangsarbejde.
På papiret er landet et demokrati, men på landet lever mange under slavelignende forhold.
I denne betændte situation finder fire umage mennesker sammen i en lillebitte lejlighed i den store by.

Den trodsige og tapre enke Dina, den blide student Maneck og de to skræddere, Ishvar og hans nevø Omprakash forener deres kræfter for at overleve.
I fritiden syr de et kludetæppe, som på fascinerende vis afspejler begivenheder i deres liv og Indien i den turbulente og korrupte tid i midten af 1970’erne.

En Hårfin Balance er ikke nogen feel-good bog, men en roman om tilfældig tragedie og nådesløs uretfærdighed i et samfund, der ikke formår at passe på sine svage.
Alligevel er det en fascinerende fortælling om de fire mennesker, der alle går så meget igennem - på grund af menneskeligheden, den ukuelighed, der springer ud af siderne, og deres skæbner, som man sent glemmer.

Det er mange år siden jeg læste den, men det er ofte en af de første bøger, jeg kommer i tanker om, når jeg bliver spurgt om læsning.

En hårfin Balance vandt i 1997 den danske ALOA pris.



Af: Vibeke Næsborg

Udgivet: Onsdag 21. august 2019 • Opdateret: Fredag 26. januar 2024