John Borgels Kontakt: 31164613

Han hedder John, Guds Lille Gøgler (interview med Alexandar Søndergaard)

Hvem er John

Jeg mødte ham på gaden, en engelsk gentleman i Rudkøbing. Han går med hat og sætter den som det passer ham. Han er kunstner, hedder John Allan Borgels Men hvem er han?
John:” Det var da et eksistentialistisk højprofileret sted at starte” siger han med et grin. Et øjeblik efter lander vi tættere på jorden, tættere på John.
” Jamen jeg er guds lille gøgler. Kald det en belastning eller glæde, men jeg født som et kreativt menneske, som kunstner uanset om jeg ville det eller ej. Jeg opfatter verden, som vi kunstnere og kreative mennesker åbenbart gør, nemlig skævt, kantet og kringlet fordi jeg ser alt muligt, når bare jeg går. Jeg framer alting ubevidst og bevidst – ser lys skygge og bevægelse. Jeg tænker i billeder og snakker i billeder. Så det er nok derfor, at jeg er billedkunstner”.
”Kunst skal sætte følelser i gang, og det må gerne være farlige følelser. Der er jeg efterhånden kommet til i mit meget stormomsuste liv. Kunst skal få mig et sted hen, hvor jeg kan bruge det menneskeligt og kan få noget at vide om mig selv ved at se et godt billede. Der skal være energi i billedet. Det skal have kant, jeg skal kunne slå mig lidt på kunsten”.

- Hvorfor farligt?

”Det er en metafor for, at der skal være spænding imellem farve og form. Man kan også finde det litteraturen. For at bruge en kliche kan man sige, at det allerbedste ligger imellem linjerne, for der ligger det spænd, som sker når ordene bliver sat samen. I al kunst, musik, litteratur som billedkunst, er pauserne det vigtigste, for der sker spændingen. Hvis du tager pauserne ud af en tekst eller et stykke musik giver det ingen mening. Så jeg kan godt acceptere at kaldet spændingen, men jeg vil også gerne have farligheden ind for”.

- Lever du et ufarligt liv, er det derfor du har brug for spænding?

”I forhold til min tidligere glorværdige karriere som narkoman og alkoholiker, så lever jeg et relativt ufarligt nu. Men farligheden er også en åndelig ting og sker på det psykiske og mentale plan. I mange år har jeg levet i fysisk farlighed. Det var temmelig vildt. Farligheden var meget håndgribeligt og paranoiaen tog til. Det var bestemt ikke noget jeg ønskede, men det var mit vilkår dengang. Men samtidig må jeg sige, at hvis ikke der er nogen farlighed i tingene, så er der ikke substans nok”.

- Hvis vi ser på kunsten samfundsmæssigt, er vi så så forkælede, at vi har brug for noget der sparker til os, noget rykker?

”JA i høj grad. Du kan se det på folks medieforbrug. Sammen med kartoffelchips og cola sidder folk fuldstændig bevidstløs og guffer vold, porno, reality og bloddryppende serier i sig foran fladskærmen. Ellers kan de ikke mærke at de lever”.
Vi kan ikke tåle at have det for godt, vi bliver lade, vi skal have noget modstand
Det er kun igennem modstand at vi mennesker træder i karakter. Vi er født med et psykisk vokabularium for hvor meget vi kan tåle for at gå i stykker eller for at blive styrket. Sådan ser jeg det”.

Misbruger som fireårig

”Jeg kommer fra en vildt dysfunktionel familie og har oplevet de vildeste ting, og jeg er et relativt følsomt menneske. Jeg blev KASTET lige ud i livet. Jeg er altid blevet kastet ud i det og har slet ikke haft mig selv
med”.

- Hvor er balancen før vi knækker?

”Vi har alle sammen forskellige ting i vores genboks, for hvad vi kan tåle for at gå den ene eller den anden retning. Knækker du eller bliver du stærkere? På et meget meget tidligt var jeg nødt til at tage noget for at dulme den angst, forladthedsfølelse, ked-af-det-hed og mindreværdsfølelse jeg var fyldt af”.
”Det startede allerede med et sukkermisbrug som fireårig. Jeg har altid følt mig anderledes. Men det var sgu FORDI jeg var anderledes. Og man må kraftedeme ikke være anderledes. Det går ikke. Men jeg har altid været sådan en, der bare tonser derudaf. Jeg snakker ofte uden at tænke og kører bare derud af. Og jeg har altid spillet alle mulige forskellige roller. Jeg iscenesætter mig selv helt vildt. Men jeg har også ry for at være et ærligt menneske. Forsøger i hvert fald. Jeg vil gerne fremstå som et menneske, der gør et godt forsøg på at være et ærligt menneske”.

- Du har vel ikke altid været kunstner.

”Jo altid. Det var mit vilkår ligesom jeg altid har været alkoholiker og narkoman, fordi det er den der genfejl 5 % har. Så kan der være andre 5 %, der har en genfejl der hedder kunstner. Og når man så kombinerer de ting så går det helt GALT”. John griner højt og er ved at blive kvalt i sin cafe latte.
Da jeg var ung var jeg en vild kunstner, lavede jeg alle mulige happenings. Dengang kunne man tillade sig hvad som helst også til udstillinger. Rode rundt på gulvet og flå tøjet af kvinderne. Folk stod nærmest i kø og dånede og sagde: ” GUD NEJ det er jo en kunstner”. Men jeg tog det sgu ikke så alvorligt. Mit liv var fyldt med masser af kvinder, sprut, coke og alt muligt andet. Det var fuldstændig vildt”.

Selvom jeg ikke er uddannet i noget som helst, har det ikke afholdt mig fra at læse 8000 bøger.

Kulturforbruger i en sindssyg familie

”Jeg plejer at sige, at jeg er kulturforbruger. Det eneste, der har interesseret mig i dette liv er at forbruge kunst og producere kunst. Og jeg har været så heldig, at min mor, selvom jeg kommer fra en ganske almindelig såkaldt arbejderfamilie, har vist mig kunst og kultur. Vi gik i teateret, jeg har set ballet og hørt opera, jeg har gået til maleriudstillinger og det var ikke noget jeg blev slæbt med til. Jeg elskede at gå der”.
”De fleste i min familie var mere eller mindre sindssyge og alkoholikere. Og dem der ikke var alkoholikere, var medafhængige pysse-nysse-tanter. De fejede alt ting alt ind under gulvet med en åndsvag bemærkning om at: ”Årh, det er nok ikke så galt”. Og det var piv galt. Men selv om det var dysfunktionelt, så blev der alligevel tegnet, malet og spillet musik i min mærkelige familie.
Jeg var et typisk resultat af en hurtig tur i høet i maj måned og så i februar 9 måneder efter blev jeg født. Og jeg passede ikke ind nogen steder – min mor var ikke mere end 16 år. Jamen…”
John holder en kort pause
jamen det var helt vildt og mine fordrukne onkler boede der også undertrykte………jamen…” Jonh holder en pause igen, og drikker af sin Cafe Latte.

- Når vi taler om pres og om hvor meget vi kan tåle og vi skal ikke være for pusse-nusset, kan man vende det positivt og sige at uanset hvad, at det har været benhårdt og du har været ude i noget skidt, det har gjort dig til den du er i dag. Du sidder her?

”Bestemt, jeg fortryder heller ikke noget særligt”
”Men det jeg fortryder er, at jeg ikke altid har behandlet mennesker særlig godt. Jeg har aldrig været voldelig, men jeg har heller aldrig været mundlam, og det har jeg ikke altid brugt lige positivt. Men det var et udtryk for, at jeg ikke havde særlig godt, og så bruger man nogle overlevelsesmekanismer. Jeg havde det dårligt dengang, hvilket jeg aldrig har mere. Jeg er blevet friholdt fra de værste ting, og det er jeg meget meget taknemlig for i dag. Og jeg har snart været clean i 15 år”.

- Hvorfor flyttede du til Langeland? -

Reddet af Langeland

”På grund af et meget stort misbrug af næsten alt muligt, blev jeg indlagt på den lukkede afdeling. Jeg var ved at dø og lå i drop, blodforgiftning og sår i hele hovedet. Jeg var virkelig langt ud og blev madet i 3 uger fordi jeg konstant lå og rystede”.
”Da jeg var blevet afruset kom jeg i 1982 i familiepleje ved Langelandsbæltet – ude hos Morten, og så blev jeg solbærfarmer. Derefter begyndte det langsomt at gå lidt fremad”.

Hvad er Rudkøbing for dig?

”Rudkøbing passer mig SÅ godt, for den er overskuelig for mig. Den er så smuk, har nogle fine bylinjer, og man kan gå lige ud af en port og så er man ude i skov. Og går man lidt længere, så er man ude ved strand, og her er alt her hvad jeg har brug for, bortset fra en økologisk bager. Det ville jeg gerne have”.
”Jeg har altid sat meget pris på Langeland, og betragter øen som en geografisk og menneskelig gevinst. Geografisk fordi den ligger centralt midt i Danmark, med et dejligt klima og med nem adgang til København, Odense Århus og Tyskland, og menneskeligt, fordi folk her på øen er meget meget søde, hjælpsomme og imødekommende”.

En respekteret hofnar

”Da jeg kom herover, var jeg en ”skide langhåret Københavner”. Jeg husker engang ude på Lindelse kro, hvor jeg satte mig op i baren og sagde: ”Nå hva’ Så” Det kunne godt have udløst øretæver, men en halv time senere sad jeg nede ved bordet hos nogle fiskere fra Bagenkop, der drak mig på pelsen og syntes at det var skide sjovt. Midt på formiddagen næste dag, vågnede jeg op hos en af de fiskerne, der havde taget mig med hjem. Det er da en hjælpsomhed, der kommer fra hjertet. Jeg ved godt, at jeg er meget filterløs, og siger sommetider ting uden at tænke på det. Det kan støde nogle mennesker, og der har da været situationer, hvor nogle har syntes at jeg var for meget, og derfor ikke kunne lide mig. Men hvis der har været Bagenkopfiskere i nærheden, så har de rejst sig op og antydet at ”ham der rører I ikke”. Det samme skete da jeg boede i København. Jeg har læst digte op på Christiania, og siddet på morgenværthus med de værste rockere. Men selvom jeg altid har været en hofnar, så var det en respekteret hofnar”.
”Jeg har altid været lidt benovet over at søde mennesker her på Langeland kan kapere sådan en som mig. Af en eller anden grund har jeg altid kunnet slippe afsted med at være sådan som jeg er”.

Næser

- Det første jeg lægger mærke til på dine billeder, er næsen. Hvad er det du har med næser?

”Jeg synes at næser er så fantastiske og skulpturelle. De har nogle lag, nogle linjer og noget lysindfald. Så en næse altid er interessant lige der midt i ansigtet.
Og ikke alle mine næser der er sorte”.
”Freud ville jo sige, at næsen er en sekundær penis, men jeg er ikke freudianer men mere jungianer. Han er ikke så klinisk. Men det er rigtigt at jeg laver nogle voldsomme næser. Nogle elsker mine sorte næser og andre undrer sig over, hvorfor jeg laver dem. Men det gør jeg altså. Det kommer altid derhen, jeg ved ikke hvorfor og ved heller ikke hvor det kommer fra. Der er så meget mærkeligt inde i mit hoved, men er det ikke definitionen ved at være kunstner og samtidig det man ikke altid kan acceptere ved sig selv, fordi omverdenen altid kigger skævt til en. Men det er for mig det at være kunstner, altid være i tvivl, alle de systemer der kører, alle de lag der kører; hvorfor gør jeg det og hvad skal jeg nu”.
”Nogle gange kommer jeg lidt i krise, for hvad nu hvis jeg ikke kan male mere. Hvad nu hvis. Så får jeg kuldegysninger. Så går jeg et par dage, og jeg kan ikke komme ind i det – og så lige pludselig. WOW hold da
kæft. Jeg kan. Jeg har personligt aldrig malet bedre end jeg gør nu. Og jeg er fuld af taknemlighed over at jeg stadig væk kan producere kunst”.

- Hvor er kunsten i øjeblikket i Danmark

”Den rigtige kunst er ude blandt en hel masse folk, der ikke lige hedder Per Kirkeby, eller Hauge Sørensen. Jeg bryder mig ikke om det elitære kunstestablisment, fordi det blevet en valuta, og det gider jeg ikke. Det er slet ikke noget for mig. Men jeg synes at der er meget fint kunstmiljø på Langeland, der bliver produceret meget”.

Pestilens og succes

- Nogen vil kalde dig naivist?

”Ja og jeg tør stå ved det uanset alle de der bedømmelsesnormer, ismer og skidt og møg. Jeg har aldrig kunne forstå, at det ikke er fint at være naivist. Jeg bevæger mig jo imellem noget ekspressivt og noget naivistisk. Hvad skulle der være galt i det? Jeg har lige været til en Arne Hauge Sørensen udstilling i Kerteminde. Han laver ind imellem nogle fantastiske naivistiske ting og er en af mine yndlingskunstnere. Hvad fanden er der galt i det? Det er nogle parametre der er latterlige.

Jeg har allerede fået den anerkendelse jeg vil have, jeg er kunstner for helvede

”Jeg føler, at jeg er en succeshistorie, fordi jeg har fået lov til at rejse mig fra at være en pestilens både for mig selv og andre og til at blive et brugbart menneske. Det kan godt give mig de der rigtige kuldegysninger, som ikke er selvfede men som er ærlige. Når man er ærlig over for sig selv, så får man kuldegysninger over sin egen ærlighed. Det er en vild følelse. Har du prøvet det?”

Copyright: Alexandar Søndergaard