Læs, leg og lær med dit barn | Langeland Bibliotek

Læs, leg og lær med dit barn

montre med indholdet fra en sprogpose om Rødhætte
Photo: Langeland Bibliotek

Prøv bibliotekets sprogposer


Det danske sprog er ikke nemt, og for nogle børn kan det være svært at knække koden.

 

Langeland Bibliotek vil gerne støtte arbejdet med sprog, og det er derfor muligt at låne poser med hjem med helt simple redskaber til at arbejde med sprogstimulering hjemme eller i dagpleje, børnehave etc.

I et frugtbart samarbejde med PPR's dygtige talehørekonsulenter, har vi arbejdet med at bruge vores forskellige viden og faglighed, for at producere et redskab, som er helt enkelt at gå til.

Udgangspunktet har været, at barnet skal engageres aktivt med mulighed for at se, høre, gøre og røre og dermed få en glæde ved sprogindlæringen.
Samtidig er der tænkt på den voksne, som ikke nødvendigvis har tiden eller overskuddet til at sætte sig ind i en kompliceret og alenlang manual.
Vi ved at leg har grundlæggende betydning for trivsel og dermed for læring og udvikling, og det er vores håb at barnet og den voksne sammen kan bruge poserne til en hyggestund, som samtidig kan give udslag på sprogindlæring.

Poserne indeholder mange forskellige materialer til mange forskellige (førskole)aldre, men fælles for dem alle er, at de indeholder en bog, som er udgangspunkt for sammensætningen af de øvrige materialer:
f.eks. er historien om Rødhætte ledsaget af et puslespil med figurer fra historien. Man kan så sammen finde figuren af ulven, når man læser om ulven, eller man kan lave et lille Rødhætteteater - bare man får snakket imens er næsten alle fremgangsmåder brugbare.
Som der står på den vedlagte seddel med forslag til brug: Det er den daglige snak der for alvor gør en forskel, og vi håber, vi med sprogposerne kan give et løft til sprogstimulering og den daglige snak.

Der er ikke begrænsninger på, hvem der må benytte sprogposerne, men det er nødvendigt at henvende sig i den betjente tid, hvis man gerne vil låne, da poserne opbevares på kontoret.

 

 



Af: Vibeke Næsborg

Udgivet: Tirsdag 22. oktober 2019 • Opdateret: Mandag 12. juli 2021