Kender du Libby?!
E-bøger, magasiner, tegneserier og meget andet i bibliotekernes app ”Libby”.
Stakkevis af e-tilbud
Libby er en overflod af e-bøger og lydbøger på engelsk for alle aldersgrupper og enhver smag. I Libby finder du også tidsskrifter og magasiner, sprogkurser og rejsebøger. Det er eReolenGlobal, der er bibliotekernes tjeneste for udenlandsk e-materiale, der står bag Libby.
Magasiner for enhver smag
På Libby finder du over 300 engelsksprogede blade, men der er også danske i mellem som f.eks. Psykologi, Spis Bedre og Maries Ideer. Du kan ”abonnere” på bladene og få en besked, når der udkommer et nyt nummer. Magasinerne tæller ikke med i din udlånskvote, så bare lån løs!
Sprogkurser og rejsebøger
Genopfrisk dit skoletyske eller spring ud i at lære japansk med Libby. Der er sprogkurser på flere niveauer. Du kan også finde rejsebøger til mange lande, bl.a. de flotte rejsebøger fra serien Lonely Planet.
Tydelig reserveringskø og mulighed for aflevering
Når du reserverer e-materialer i Libby kan du følge med i, hvorhenne du er i køen. Er du samtidig en hurtiglæser, kan du vælge at ”aflevere” e-bogen og dermed glæde for andre i køen. I Libby er der også funktioner som fx ”Bookshelf”, der giver dig et overblik over, hvad du abonnerer på og har lånt lige nu.
Fri afbenyttelse
Libby er frit tilgængelig og lige til at gå til, hvis du er bosiddende i Langeland Kommune og er oprettet som låner. Libby er på engelsk og har et lidt anderledes udseende end app’en ”eReolen”. Omvendt er Libby nem og intuitiv at navigere rundt i, så vær ikke bange for at tage Libby i hånden og udforske det store e-univers. Hvis du alligevel får brug for hjælp eller en kvikguide til Libby, er du selvfølgelig altid velkommen til at henvende dig til personalet på Langeland Bibliotek
Udgivet: Torsdag 11. november 2021 • Opdateret: Mandag 1. august 2022