Bamse 40 år | Langeland Bibliotek

Bamse 40 år

En bamseudgave af Bamse fra DR
Photo: Langeland Bibliotek

En irriterende type, som vi alle kender og elsker, fylder 40 år.


40 år med Bamse

Denne måned er det 40 år siden, en gul og og lidt nusset bamse i røde gummistøvler for første gang trådte frem på DRs børnesendeflade.

Han startede som en karakter i programmet 'Døren går op', som foregik i et stort lyserødt værelse, hvor mennesker, dyr og andre væsner mødte hinanden og seerne. Bag programmet stod forfatterne Finn Bentzen, Thomas Winding og Katrine Hauch-Fausbøll.

Efter en tur på planeten Joakim i programmet 'Fjernsyn for dyr', hvor han har selskab af de sammengroede væsner, Forlæns og Baglæns, får Bamse sit eget program, 'Bamses billedbog'. Her flytter han ud i sit ikoniske lille hus i skoven, hvor han fra sin allergodeste lænestol læser højt for børn fra sin kæmpestore billedbog.

Bamse spejler barnet

Bamses univers er begrænset til skoven, og hans vennekreds er en lille, men trofast skare af dyr og mennesker, der tålmodig bærer over med hans lettere selvoptagede personlighed. Vennerne Kylling, Ælling, Luna og Aske får tit tålmodigheden sat på prøve, men heldigvis ender det altid godt.

Som DR skriver i sit fødselsdagsportræt:

"Med ’Bamses Billedbog’ program begynder børnefjernsyn at handle om at begå fejl og at lære af dem. I Bamses spejling af den adfærd, man ser hos børnehavebørn, er han den første figur i dansk børne-TV, som ikke vil børn noget, men som derimod ER barnet. Programmet handler om at spejle børn frem for at danne dem, hvilket først vækker forargelse. Man er for eksempel bange for at Bamses sproglige finurligheder vil påvirke en hel generations ordforråd! Der går dog ikke længe, før de kritiske røster aftager og Bamse i stedet bliver en elsket og værdsat figur af børn såvel som voksne."

Stort tillykke til Bamse, der forhåbentlig bliver fejret med sang, saftevand og Askes legendariske boller.

 

 



Af: Vibeke Næsborg

Udgivet: Mandag 24. januar 2022 • Opdateret: Mandag 24. januar 2022