Man kan ikke sige farvel alene - dem mistede vi i 2020 | Langeland Bibliotek

Man kan ikke sige farvel alene - dem mistede vi i 2020

to hænder der holder et skilt med ordet farvel
Photo: Colourbox

Venner, I må give mig en hånd: man kan ikke sige "Farvel" alene, skrev Dan Turell (Tjaa-cha-cha). Så lad os hjælpes ad med at sige farvel til de store forfattere vi har mistet i år.


Det er nogen af de helt store navne vi har måttet sige farvel til her i 2020. Nogen mætte af dage, med et langt livs produktion bag sig, andre alt alt for tidligt, hvor vi kunne have ønsket langt mere litteratur fra deres hånd. Ingen tvivl om, at det er svært når ens yndlingsforfattere lukker øjnene for sidste gang og ordene bliver stille. Til gengæld er det et privilegie, at forfatterskabet og netop ordene lever videre langt ud over selve livets begrænsning. Her fra os skal der lyde et stort fælles farvel og tak for at holde os med selskab, for alle ordene og historierne. Hvil i fred.

Jeg véd du vil savne mig når jeg er gået
Det er derfor jeg går så roligt.

Dan Turell (Kom forbi)

 

Cecil Bødker 1927-2020 

Cecil Bødker var egentlig uddannet sølvsmed, men havde altid skrevet og 1955 debuterede hun som forfatter, med digtsamlingen "Luseblomster". Senere skriver hun den højtelskede serie om Silas og hans sorte hoppe, hun blev dermed en forfatter som var med til at starte en helt ny form for børnelitteratur i Danmark, sammen med bl.a. Benny Andersen og Ole Lund Kirkegaard. Hun har skrevet et utal af børnebøger, men også digte, romaner og noveller til voksne, flere af dem dybt foruroligende som f.eks. "Vædderen". Hende sidste roman var "Siffrine"  med en noget anderledes fortællestemme, den er nemlig fortalt af et ufødt barn. Hun modtog mange priser for sit omfattende forfatterskab, bl.a. De gyldne laurbær og Kulturministeriets Børnebogspris.
Læs hele portrættet af Cecil Bødker på forfatterweb.

Yahya Hassan 1995-2020 

Yahya Hassan strøg ind på den litterære scene i 2013 med sin digtsamling "YAHYA HASSAN: digte" og gjorde med et trylleslag en stor del af den danske befolkning til digtlæsere. Digtene og poesien trådte ud at den forsømte litterære lillebrorrolle og oplevede et veritabelt popstjerneagtigt højdepunkt i 10’erne. Digte der med vrede, indignation og stor sproglig kraft sætter ord på hvordan det er at vokse op som dansk- statsløs palæstinenser i en ghetto, hvor vold, svigt og kriminalitet er en del af virkeligheden. Det regnede med priser over den unge digter, bl.a. Debutantprisen og Politikens Litteraturpris. Ovenpå succesen fulgte en tumultarisk tid med voldsepisoder, livvagter og et opgør med at være mediernes og litteraturens præmierperker. Han bliver indlagt på psykiatrisk afdeling og her skriver han det der desværre skal blive hans sidste værk ”YAHYA HASSAN 2: digte” – der udkommer som en kæmpe overraskelse i efteråret 2019, et halvt år senere er han død 24 år gammel og et lysende talent tabt.
Læs hele portrættet af Yahya Hassan på forfatterweb.

Pia Juul 1962-2020 

Pia Juul er siden debuten med digtsamlingen "Levende og lukket" i 1985 kendt for sin minimalistiske, sprogbevidste lyrik og bliver betragtet som en del af senfirsernes nye digtere sammen med bl.a  Morti Vizki og Simon Grotian. Hun er med sin kendte brudagtige stil anerkendt som en af dansk lyriks betydeligste stemmer. Hun har vundet adskillige litteraturpriser bl.a. Montanas litteraturpris, Aarestrupmedaljen og siden 2005 var hun medlem af det danske akademi. Hun bliver indstillet til Nordisk råds litteraturpris med den fine ”Uvuncular: onkelagtige tekster”, men er nok mest kendt for "ikkekrimien": ”Mordet på Halland” Udover at være en fremragende lyriker, prosaist og dramatiker, var hun kendt som en meget dygtig oversætter af især engelsk litteratur.
Læs hele portrættet af Pia Juul på forfatterweb.

Carlos Ruiz Zafón 1964-2020 

Spanske Carlos Ruiz Zafón bragede i 2009 igennem med et internationalt gennembrud, med "Vinden skygge". En roman, som har en af de mest berømte begyndelser i nyere tid. Selv hvis man ikke har læst romanen, kender de fleste anslaget: "Jeg husker stadig den morgen, da min far for første gang tog mig med hen på De Glemte Bøgers Kirkegård...” Der er noget ved den sætning, der rører alle litteraturelskeres hjerter. "Vinden skygge" er første del af en serie om bøger og forfattere, som også rummer "Englens spil", "Himlens fange" og "Åndernes labyrint", hele serien er en stor kærlighedserklæring til litteraturen. Desværre døde Zafón af kræft i en alder af 55 år.
Læs hele portrættet af Carlos Ruiz Zafón på forfatterweb.

Clive Cussler 1931-2020  

Clive Cussler var en amerikansk spændings- og actionforfatter med flere end 20 bestsellere bag sig. Han har en stor produktion på amerikansk, hvoraf kun en del er oversat til dansk. Clive Cussler havde en stor interesse i det maritime og oprettede NUMA (opkaldt efter en organisation han bruger i bøgerne), en nonprofit organisation der leder efter historiske vigtige skibsvrag. Det er en interesse der kommer til udtryk i forfatterskabet og en viden han trækker på, især i serien om Dirk Pitt. Bøgerne er spændende og godt skruet sammen og titlerne signalerer afgjort, at her får vi smæk for skillingen, med ferme titler som "Skeletkysten", "Khans skat" og "Hæv Titanic".
 

Albert Uderzo 1927-2020 

Asterix’ far er død, Uderzo skabte sammen med makkeren René Goscinny en af alletiders største tegneseriesucceser med fortællingerne om Asterix, Obelix og alle de andre gæve gallere. Med deres stensikre sans for historiefortælling, personbeskrivelser og velplaceret sproglig komik, har formået at få os til at grine af os selv og lidt af hinanden (eller altså Romerne…). Uderzo er sådan set tegneren, og hvad laver han så på en liste over forfattere vi har mistet? Tja han er sneget med fordi han efter Goscinnys død selv skrev historierne og så har fået rigtig mange børn til at elske at læse! Serien om Asterix har stadig masser af trofaste voksne læsere – og er kilden til al viden om Romerriget hos i hvert fald en enkelt bibliotekar...
Læs mere om Albert Uderzo hos Asterix

Per Olov Enquist 1934-2020 

Svensk litteraturs Grand old man, dokumentarismens mester, internationalt anerkendt og vinder af Nordisk råds litteraturpris. Forfatter til bl.a. "Livlægens besøg", "Legionærerne" og "Magnetisørens femte vinter". P.O. Enquist var kendt for at tage afsæt i et historiske eller biografisk emne, og med fiktionen give dem nyt liv, skabe et spændingsfelt mellem det faktuelle og fiktionen. Hans bøger havde ofte udgangspunkt i politik og med en kredsen om kærligheden. Forfatterskabet rummer både romaner, børnebøger, skuespil og filmmanuskripter og er uhyre omfattende.
Læs hele portrættet af P.O. Enquist på forfatterweb.

Maj Sjöwall 1935-2020 

Man kan næsten ikke sige Sjöwall uden at sige Wahlöö i samme sætning! Maj Sjöwall var journalist og forfatter, der sammen med sin mand Per Wahlöö opfandt den skandinaviske politikrimi. Serien om politimanden Martin Beck, de ti krimier som samlet hedder ”Roman om en forbrydelse” hvoraf "Roseanna" er den første, blev en kæmpe succes. Bøgerne er trykt i utallige oplag og filmatiseret adskillige gange. Med Martin Beck og kollegaer holdt politiet op med at være pauseklovne, som mest var staffage for at få detektiven til at tage sig (endnu mere) intelligent ud og blev de egentlige hovedpersoner. Med humor og især samfundskritik, med fokus på individet mod samfundet og bureaukratiet, formår Sjöwall og Wahlöö at ramme tidsånden og skabe en ny krimigenre, på hvis skuldre hele den efterfølgende så succesfulde store skandi-krimibølge hviler på.
Læs hele portrættet af Maj Sjöwall (og Wahlöö) på forfatterweb.

John le Carré 1931-2020 

John Le Carré var en af de bedste forfattere af spionromaner og var med til at definerer hele genren. Han kendte faget indefra som ansat i MI6 i perioden 1960-64 og ingen som han kunne få den stille udredning af komplekse begivenheder og sammenhænge til at fremstå vildt spændende. Frem til Sovjetunionens kollaps var den kolde krig det centrale tema i hans romaner, og hvem kender ikke den legendariske George Smiley - den formidable og meget menneskelige efterretningsagent i MI6 - også kaldet ”Cirkus”?
Den såkaldte Karla-trilogi er en af de største klassikere inden for genren. Den første i serien hedder ”Dame konge es spion”. Begæret efter penge er også et centralt motiv, men senere i forfatterskabet er det med fokus på mere moderne problemstillinger, som medicinalindustriens udnyttelse af fattige i Afrika i "Den standhaftige gartner" eller narkokartellernes hensynsløshed i "Natportieren".
Læs hele portrættet af John le Carré på forfatterweb.

Carl-Henning Wijkmark 1934-2020

Den svenske forfatter og debattør, Carl-Henning Wijkmark havde et stort internationalt udsyn. Han skrev om dekadente nazister i "Jægerne på Karinhall", om tidsrejser i "Vi ses igen i næste drøm" og med "Dræsinen" giver han et kritisk blik på civilisationens udfordringer, når han sender en mand og tre aber alene over Atlanterhavet . Han modtog Augustprisen i 2007 for "Natten der kommer", en følsom skildring af det ensomme menneske, når det nærmer sig døden. I det hele taget en forfatter, der reflekterer og fabulerer over døden og i sær hvad det vil sige at være menneske. Han var indædt modstander af aktiv dødshjælp og meget aktiv i samfundsdebatten.
Læs hele portrættet af Carl-Henning Wijkmark på forfatterweb.

 
 
 

 



Af: Vibeke Næsborg

Udgivet: Fredag 18. december 2020 • Opdateret: Mandag 7. marts 2022