Saml frø og vær med til at skabe Langelands nye frøbibliotek

Til efteråret slår Langeland Bibliotek dørene op til et helt nyt frøbibliotek, og vi håber, du har lyst til at være med til at få det godt fra start.

Af Kim Heinrich

Drømmer du om at dele frø, dyrkningsglæde og erfaringer med andre? Så er dette en oplagt mulighed for at blive en del af et grønt fællesskab, hvor både nye og erfarne havefolk er velkomne.

Hvad er et frøbibliotek?

Et frøbibliotek er et sted, hvor vi deler frø med hinanden. Du kan gratis hente frø på biblioteket og dyrke dem hjemme i haven, drivhuset eller på altanen. Når planterne senere sætter frø, kan du – hvis du har lyst – aflevere nogle tilbage, så andre kan få glæde af dem.

På den måde vandrer frø, viden og dyrkningsglæde videre fra have til have og fra menneske til menneske. Frøbiblioteket handler ikke kun om planter – det handler også om at skabe fællesskab.

Alle kan være med

Du behøver ikke at være en erfaren gartner for at deltage.

Måske har du frø, du gerne vil dele. Måske har du lyst til at bidrage med din viden om planter og dyrkning. Eller måske er du bare nysgerrig og har lyst til at være med til at skabe et nyt tilbud på Langeland. Uanset hvad er du hjerteligt velkommen. 

Frø kan altid afleveres på biblioteket – husk at skrive tydeligt på emballagen, hvilke plantefrø der er tale om.

Kom til opstartsmødet

Vi inviterer alle interesserede til et første møde, hvor vi sammen lægger fundamentet for frøbiblioteket. Her skal vi blandt andet tale om, hvordan frøbiblioteket skal fungere og sætte frøbiblioteket op på Langeland Bibliotek.

Har du frø eller tomme små syltetøjsglas derhjemme, må du meget gerne tage dem med.

Det er kun starten

Opstartsmødet er begyndelsen på et nyt fællesskab. Fremover bliver der løbende mulighed for at mødes, udveksle erfaringer, lære mere om frø og dyrkning og sammen være med til at udvikle frøbiblioteket. 

Vi glæder os til at se dig til opstartsmødet onsdag den 9. september kl. 17-18.

Har du spørgsmål?

Kontakt Kim på kimhei@langelandkommune.dk