Hvad læser Zornig og Sørensen?
Foredragsaktuelle Ole Sørensen og Lisbeth Zornig anbefaler gode bøger
I uge 46 kunne du møde først Lisbeth Zornig og så Ole Sørensen hhv. i Sundhedshuset og her på Langeland Bibliotek.
Begge er karismatiske og interessante mennesker, og vi har allerede hørt en del om dem i den landsdækkende presse. Men hvilke gode læseoplevelser kan de mon anbefale til os andre?
Læs med herunder:
Hvilken bog læser du i øjeblikket?
LZ: Lige nu læser jeg ingenting, fordi min mand og jeg er ved at skrive efterfølgeren til "Bundfald". Så forstyrrer læsning for meget.
OS: Jeg læser Finn Abrahamovitz’ bog om Grundtvig og skal i gang med en bog om Martin Luther. Jeg har altid anset mig selv for at være grundtvigianer, især i forståelsen af Grundtvig som talsmand for den lyse kristendom. Men nu vil jeg vide noget mere om ham, og om reformationens store figur – i anledning af reformationens 500-år. Det interesserer mig, hvad de var for nogen mennesker.
Hvad har været din største læseoplevelse det seneste år?
LZ: Det har helt afgjort været "Godhavnsdrengen" af Ole Tornbjerg, der handler om den vold, drengene på institutionen Godhavn oplevede i 60'erne.
OS: Jeg købte hele Jo Nesbøs serie om Harry Hole og slugte dem. Jeg er ikke så begejstret for de nyeste Nesbø-bøger, men Harry Hole-serien holder.
Hvilken bog har betydet mest for dig?
LZ: Det er virkelig svært at svare på. Jeg slugte alle bøger med stor glæde i min barndom og ungdom. Alt fra verdenslitteratur til krimier. Jeg kan nok ikke pege på en enkelt bog - men Karen Blixens forfatterskab formede mig ret meget i mine unge år, og jeg viser altid mine unge venner Rungstedlund, når jeg skal give dem en kulturel oplevelse.
OS: Uden tvivl Hans Christian Kofoeds bog: Slået ud – nej! Bogen er Hans Christian Kofoeds beretning om, hvordan han startede Skolen for Arbejdsledige, den senere Kofoeds Skole. Jeg arbejder i slipstrømmen af Kofoed og er altid inspireret af hans menneskesyn og indsats.
Hvilken bog ville du give til dit yngre jeg?
LZ: Det ville være "Nuets Kraft" af Eckart Tolle. Den bog lærte mig at være mere i nuet end i fortiden og nutiden. Den ville jeg ønske, jeg havde læst i mine helt unge år, så jeg kunne slippe for at bekymre mig så meget.
OS: Min egen bog Kom nu ned på jorden. Bogen rummer både noget om mig privat og nogle af de livshistorier, hvor det har betydet noget for de mennesker, at jeg har været til stede. Den fortæller om, hvorfor jeg er som jeg er, og hvor vigtig den menneskelige relation er.
Hvilken bog ville du ønske du havde læst?
LZ: "Kongekabalen" af Niels Krause Kjær. Den er på min ønskeliste til jul.
OS: En sådan har jeg ikke. Jeg køber mange bøger, som jeg ikke får læst med det samme. Under min uddannelse stødte jeg på Den kvantitative undersøgelse, som jeg forgæves forsøgte at læse. Endelig gik det op for mig, at jeg IKKE skulle læse den. Akademikerniveau når jeg aldrig.
Udgivet: Onsdag 16. november 2016 • Opdateret: Onsdag 9. september 2020