Dalgliesh-krimierne | Langeland Bibliotek

Dalgliesh-krimierne

portræt af biblioteksleder Anni Jensen
Photo: Langeland Bibliotek

Sommerfornøjelse: (Gen)læs Dalgliesh-krimierne – du bliver ikke skuffet


Jeg har altid været en stor fan af nu desværre afdøde P. D. James og hendes Skotland Yard-detektiv Dalgliesh. Naturligvis som bog, men også tv-serien har holdt mig fanget. Jeg tror, det er blandingen af god klassisk engelsk krimi og en helt nutidig beskrivelse. Det gælder såvel plot og spænding som den indsigt, læseren får i personernes og især hovedpersonens private forhistorie og nutidige tanker. 

For nyligt dykkede jeg ned midt i serien og genlæste et par af de senere bind. Jeg fik lysten ovenpå Brexit, og jeg blev ikke skuffet. Ud over at blive underholdt uden unødig bloddryppende, gysereffektfulde detaljer fik jeg en opfriskning på Englands særlige historie og samfund. Dalgliesh/P. D. James er nemlig ikke sentimental og længes tilbage til de gode gamle dage. Såvel Dalgliesh som forfatteren er nok lidt gammeldags i sin tænksomme fremfærd, men dejligt fri for fordomme og i besiddelse af et vidunderligt skarpt blik for såvel høj som lavs moral og etik. I tilgift får man en nøje beskrivelse indefra af de centrale personers motiver og holdninger. Heldigvis er det afbalanceret, så man ikke trættes unødigt af hovedpersonens private problemer.


I skrivende stund har jeg læst Gejstlig død og Mordsalen, hvor der minsandten også er en spirende kærlighedshistorie i de to bind. I Mordsalen skal man langt ind, før der sker så meget som et enkelt mord. Ikke desto mindre er det rasende interessant, og som læser gisner man om, hvem der mon skal myrdes og af hvem længe inden det sker.


Plottet er indviklet, men faktisk for den opmærksomme læser til at følge trådene i, så man kan gætte med og danne sig sine egne teorier – i modsætning til mange komplet uforståelige løsninger, jeg har bøvlet med igennem årenes krimi- og spændingslæsning.
Kan varmt anbefales som sædeskildringer, som samfundskritik og som rene og rolige krimier. En sand fornøjelse i sommer.

 



Af: Kim Heinrich

Udgivet: Fredag 8. juli 2016 • Opdateret: Tirsdag 20. oktober 2020