Filmstriben: En film til 0 point i marts

I marts har du mulighed for at se en god film for 0 point.

Af Kim Heinrich

Filmstriben indførte for nogle år siden et pointsystem, hvor en afspilning af en film "koster" brugeren et vist antal point. Spillefilm kræver 4 point, visse dokumentarfilm 3 point, kortfilm og tv-serier 3, 2 og helt ned til 1 point.

Vi har igen i år tildelt hver bruger 12 point til film pr. måned. Det er flere end de fleste andre kommuner.

Bibliotekets budget for streaming af film på Filmstriben kan godt blive opbrugt - inden du har nået at bruge dine 12 point. Heldigvis er der en film til 0 point hver måned.

Den rumænske instruktør Cristian Mungiu står bag månedens 0 point film, ’Prøven’, som kan ses uden brug af point.

Filmen handler om lægen Romeo, der bor i en lille rumænsk by. Sammen med hustruen arbejder han hårdt for at give datteren Eliza de bedste forudsætninger for sit voksenliv. Eliza er flittig i skolen og alt tyder på, at hun kan studere videre i England. Men lige før eksamen udsættes Eliza for et groft overfald, alt bliver sat over styr og hendes stipendier hænger i en tynd tråd. Nu begynder Romeo at indhente vennetjenester og ”smøre”, for at hjælpe datteren. En vej, der fører til både psykologiske og moralske dilemmaer.

Prøven’ er en moralsk, kompleks far-datter fortælling, som samtidig udfolder korruptionens snigende væsen i det postkommunistiske Rumænien.