UGE 17 // Det grønne bønnebogsshow v. Camilla Sejerøe
- Tid
- 17:00 - 19:00
- Pris
-
Standard: 25 DKK
- Sted
- Langeland Bibliotek
Bibliotek
Langeland BibliotekFødevarestyrelsen anbefaler 100 gram bælgfrugter om dagen – men hvordan får man dem faktisk ned i maven uden at det bliver kedeligt? Kom og få inspiration, smagsprøver og de bedste bogtip til en grønnere hverdag.
Mange af os vil gerne spise grønnere – både for sundhedens skyld og for klodens fremtid. Men virkeligheden i køkkenet kan være svær: Hvilke opskrifter virker? Hvordan får man linser til at smage godt? Og skal man altid lægge i blød natten over?
Det tager bibliotekar og bønnenørd Camilla fat på i "Det grønne bønnebogsshow". Det er hverken en løftet pegefinger eller en tør forelæsning, men en levende workshop fuld af inspiration.
Det kan du glæde dig til:
- De bedste kogebøger: Camilla har finkæmmet boghylderne og præsenterer de bedste grønne udgivelser, hvor bælgfrugterne spiller hovedrollen.
- Smag på sagerne: Teori bliver til praksis, når vi smager på bl.a. bønnebrownies og sprøde kikærtekiks.
- Tips & Tricks: Vi tester forskellen på de hjemmekogte bønner og dem fra dåse, og du får Camillas bedste genveje til at få de grønne proteiner til at smage fantastisk.
- Erfaringsudveksling: Vi runder af med spørgsmål og deler vores egne bedste råd til det grønne liv.
Det bliver uden tvivl både lækkert og lærerigt!
UGE17 – BORGERNES VERDENSMÅLSUGE
UGE17 er borgernes verdensmålsuge. Her sætter landets biblioteker – sammen med organisationer, institutioner, kommuner og ikke mindst borgerne – fokus på FN’s 17 verdensmål.
Den fælles kampagneuge formidler verdensmålene, understøtter lokale klimahandleplaner, skaber folkelig forankring og ikke mindst demokratisk bæredygtighed, gennem dialog og handlefællesskaber. I 2025 blev Langeland Bibliotek verdensmålscertificeret. Vi arbejder med verdensmålene hele året, men i uge 17 sætter vi særligt fokus på dem. Velkommen til en uge med masser af spændende aktiviteter på biblioteket.